Kong Artus Trop

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Kong Artus Trops korpsmærke

Kong Artus Trop er historien om uenigheder i DDS, der fører til dannelse af et nyt ”korps”[1]. Kong Artus Trop var en trop (og flok) hjemmehørende i Axelstad Division og beliggende på Amager.

Det var angiveligt en stor og velfungerende trop med mange aktiviteter, der blev oprettet i 1955, formentlig som en udbryder fra 3. Sønderbro. Fra starten var der 6 patruljer. Tropsføreren var fra start Willy Olsen. Willy Olsens hustru var Flokfører og begge var aktive i division og lokalsamfund. Bl.a. var troppen meget engagerede i diverse indsamlinger, som fx Ungarnshjælpen i 1956.

Dette engagement og økonomiske ”opfindsomhed” blev også den direkte årsag til at Kong Artus forlod DDS.

Willy Olsen og hustru havde et stort kontaktnet og forstod at inddrage ”VIP” personer fra det lokale forretningsliv til at bidrage til økonomien i troppen og til indsamlinger. De pågældende VIP’ere blev så ”slået til riddere af Det Runde Bord” i troppen, som tak for støtten. Det betød at troppen efter samtidens forhold var i stand til at tage på mange ture i indland og udland. Fx en Tysklandsrejse, der var gratis for ubemidlede drenge og kun 35 kr. for resten.

Troppen havde til huse i Tropshuset på hjørnet af Strandlodsvej og Øresundsvej. I årene op til 1958 lavede troppen indsamling for at rejse midler til et nyt tropshus, der kom til at ligge på den daværende Krainsgade.

Ifølge dagspressen havde troppen gennem flere år samlet penge, alene i 1957 23.000 kr, ved hjælp af ”en iderig Tropsfører”, der arrangerede alt fra avisindsamlinger til lotterier, samt salg af ”aktier” til forældre og andre interesserede. Især skulle aktierne have givet anledning til turbulens, da det var rigtig mange penge, der gik fra lokalsamfundet til en enkelt trop og en utraditionel måde at samle penge ind på. Mange andre troppe på Amager havde beklaget sig over Tropsføreren og hans kone, og at de ikke kunne samarbejde. Willy Olsen svarede igen, at han ”ganske simpelt arbejder på en anden måde end de andre troppe”.

Kong Artus Trop og flok bestod på det tidspunkt af ikke mindre end 91 drenge, hvilket efter datidens forhold var et svimlende tal. ”Den danske spejderbevægelse” (således formuleret i pressen, derfor uvist om det er korps eller division) ønskede for at bilægge striden, at to andre førere skulle indtræde i stedet for Willy Olsen og kone. Forældrene støttede imidlertid op bag den eksisterende ledelse, hvilket fik Spejderchefen Ove Holm til at udtale at ”om der så stod 2000 forældre bag, kunne man ikke gøre noget. Man ønskede at førerne i de forskellige troppe kunne arbejde sammen”.

Det medførte at man på et forældremøde den 19/2 1958 besluttede at udtræde af DDS og blive en ”selvstændig spejderorganisation”. Af de 91 spejdere, gik de 87 med over i det nye ”korps”.

Som følge af de mange indsamlinger mv var det en temmelig velhavende trop, der således fik produceret eget korpsmærke (vævat), og en særlig emaljeknap til ”Ridderne af Det Runde Bord”. Faktisk indsamlede forældrene i løbet af to dage efter beslutningen om at blive en ”fri trop” intet mindre end 700 kr, der gik til at producere det nye korpsmærke!

Efter udmeldelse af Det Danske Spejderkorps blev mottoet på tropsfanen ændret fra ”Vær Beredt” til ”Vid hvad du vil” og DDS korpsmærke af emalje blev pillet af og erstattet med eget guldstofmærke med samme motto: ”Vid hvad du vil”.

Hvornår troppen slutter som ”Fri trop” er lidt usikkert, men hytten i Kraingade brænder i ca. 1962 og formentlig omkring dette tidspunkt er troppen så gået tilbage til DDS/Sundby Division. Angiveligt ville daværende divisionschef ikke have, at troppen fortsat brugte navnet Kong Artus, hvorfor de så skulle være blevet omdøbt til 8. Sundby, fortsat med Willy Olsen som TF. Denne oplysning kan ikke umiddelbart verificeres i Stenlændernes Spejdermuseums tropsdatabase, hvor 8. Sundby eksisterede i forvejen. Så måske er der tale om en erindringsforskydning.

I tiden som ”frit korps” benyttede spejderne fortsat de gamle gule uniformer, men brugte mærker primært fra KFUM-spejderne.

Som et lille kuriosum sendte stifteren af Det Frie Spejderkorps Frank Wagner kort tid efter udtrædelsen (den 25/3 1958) et postkort til Tropsfører Willy Olsen med opfordring til at Willy Olsen skulle ringe til ham samme dag. Om samtalen er blevet til noget eller hvad den har omhandlet er uvist, men mon ikke Frank Wagner har forsøgt at hverve det nystartede ”korps” - Kong Artus - over til Det Frie Spejderkorps?

Kilder og eksterne henvisninger

  1. Stenlændernes Spejdermuseums årsberetning 2023