Spejdernes Lejr 2017
Spejdernes Lejr 2017 | |
---|---|
Organisation | Dansk Spejderkorps Sydslesvig Danske Baptisters Spejderkorps De grønne pigespejdere Det Danske Spejderkorps KFUM-Spejderne i Danmark |
Tema | Vi sætter spor |
Lejrchef/er | Mia Lind Jepsen Richard "Rikki" Engelholm |
Spejdernes Lejr 2017 bliver den 2. fælleskorpslige landslejr i Danmark, afholdt i et samarbejde mellem de fem internationalt anerkendte danske spejderkorps: Dansk Spejderkorps Sydslesvig, Danske Baptisters Spejderkorps, De grønne pigespejdere, Det Danske Spejderkorps og KFUM-Spejderne i Danmark;[1] den første af slagsen var Spejdernes Lejr 2012. Når der tales om anerkendte korps, betyder det, at et korps er medlem af enten drengespejdernes eller pigespejdernes verdensorganisationer, WOSM, hhv. WAGGGS. Lejren afholdes fra 22. til 30. juli 2017.
Det blev primo april 2014 offentliggjort at lejren kommer til at ligge på Kær Vestermark nord for Sønderborg. 21 forskellige kommuner havde oprindeligt givet bud på værtskabet for lejren, og det endelige valg stod, foruden Sønderborg, mellem Frederikshavn, Holstebro, Slagelse, Esbjerg og Kerteminde. Man forventer et deltagerantal på omkring 40.000 spejdere.[1] Lejren kommer til at ligge på samme plads som KFUM-Spejdernes landslejr i 1996, lige syd for landsbyen Kær.
Lejrcheferne var fra start udpeget til at være hhv. Stine Sandermann Justesen fra DDS og Marianne Pedersen fra KFUM-Spejderne.[2] Undervejs i planlægningen skete der dog en udskiftning, så lejrcheferne i stedet blev Mia Lind Jepsen og Richard "Rikki" Engelholm.[3]
Logo
Lejrens logo er en jordklode. Det gennemgående tema er Vi sætter spor og i logoet ses de spor, vi sætter i os selv, i hinanden og i omverdenen.
I nullet i '2017' er der en kompasnål, der viser, at vi navigerer og styrer vores liv i den retning, vi mener er bedst for os selv, hinanden og omverdenen. Den kan også opfattes som en playknap, der markerer starten på nye oplevelser.
Udformning
Lejren er delt op i fem underlejre placeret omkring Knudepunktet, det fælles lejrtorv. Broen, Tårnet, Møllen og Slottet er udlagt til spejdernes teltlejr, mens Øen bliver en blandet teltlejr og campinglejr, primært tilegnet Jobberne, lejrens hjælpere. Der er flere aktivitetsarealer inde i eller lige ved siden af lejren, som tillader at afvikle størstedelen af spejdernes planlagte aktiviteter inden for lejrens rammer. Den sydligste ende af lejren - lige nord for den gamle sergentskoles forhindringsbane - er udlagt til sceneplads og "voksenområde", mens lejrens østlige side er udlagt til parkeringsareal. Mod vest grænser lejren op til Alssund, og mod nord landsbyen Kær. Hele området ligger i umiddelbar tilknytning til første frakørsel fra Sønderborgmotorvejen, der også er hovedindfaldsvejen til resten af Als.
Underlejrene
De forskellige underlejre rummer spejdere fra følgende kommuner/områder:
Underlejrfordeling | |||
---|---|---|---|
Broen | Tårnet | Møllen | Slottet |
|
|
|
|
København, Kastrup og Dragør | |||
Broen | Tårnet | Møllen | Slottet |
|
|
|
|
Aarhus | |||
Broen | Tårnet | Møllen | Slottet |
|
|
| |
Sydslesvig | |||
Broen | Tårnet | Møllen | Slottet |
|
|
Programmet
Udover 2½ times aktivitetsperiode om formiddagene og 3 timer om eftermiddagene, hvor spejderne kan vælge mellem en meget lang række aktiviteter, er der et par timer om aftenen, som er helliget særlige arrangementer:
- Søndag 2017-2145: Åbningslejrbål
- Mandag 1930-2230: Unge-event (14-17 år), der afsluttedes med en koncert med Pauline, Adam Daniel og Thomas Buttenschøn.
- Tirsdag 2000-2100: Gudstjeneste
- Onsdag eftermiddag er SynnejyskDaw for alle med kagebord, ringridning og snysk til aftensmad
- Torsdag 2000-2300: Voksen-event (18+-år)
- Fredag 1600-2030: Børne-event (10-13 år). Denne dag var også international dag med fokus på de mange udenlandske gæster. Der blev også holdt et infomøde om deltagelse på World Scout Jamboree 2019.
- Lørdag 930-1130 er der børneevent for de 3-9-årige.
- Søndag 2030-2245: Afslutningslejrbål
Zero Hero
En del spejdergrupper fik fredag overrakt Zero Hero og Super Zero Hero-mærker af Sønderborg Kommune. Kommunen har gang i et Projekt Zero, der går ud på at gøre Sønderborg til den første CO2-neutrale kommune i Danmark. Kommunen har derfor opfordret spejderne til at transportere sig til lejren på en CO2-neutral måde, dvs. gå, cykle eller sejle. Flere grupper fra Sjælland cyklede til lejren, og en del lidt mere lokale gik turen - og der var også sejlende grupper. Ialt 950 spejdere blev Zero Heros.
Aktiviteterne
Der er planlagt en uoverskuelig række aktiviteter[4] og events i løbet af lejren. Visse aktiviteter skulle bookes på nettet før lejren, mens andre er drop-in-aktiviteter. En af de første er deltagelse i TV2-programmet Sommer Summarum, der sender fra lejren 5 formiddage.
En bemærkelsesværdig aktivitet er den såkaldte FAB Town, der er en række innovationsaktiviteter ud fra devisen om at spejderne er en bevægelse der følger med tiden og engagerer de unge mennesker i nuet og i fremtiden. Spejderarbejdet handler ikke kun om at færdes i naturen og klare sig selv - det handler også om life-skills. For 50 år siden lærte spejderne at slå op i en telefonbog, nu lærer de at programmere Arduino og 3d-printe[5].
Tirsdag eftermiddag var der et event med Kåre og Emil fra tv-programmet Store NØRD, der viste en række spændende eksperimenter.
Gennem hele lejren var der mulighed for at hoppe i verdens længste hoppeborg The Beast på 272 m.
Aktiviteten Tree Top World, hvor spejderne bl.a. kan klatre i meget høje træer med klatretov, karabiner, hjelm og seler, fandt sted i Sønderskov på den anden side af Sønderborg.Aktiviteten blev sponseret af et overskud fra et frimærkesalg. Der blev udgivet et frimærke i anledning af H.K.H. Prinsesse Benediktes 70 års fødselsdag 29. april 2014, og det blev solgt med en merpris til fordel for spejderarbejdet. Prinsessen besluttede at pengene skulle gå til Spejdernes Lejr 2017, og hendes valg faldt på Tree Top World, da den ifølge prinsessen er Synlig, grænseoverskridende, kræver mod og er et udtryk for moderne spejderarbejde.[6]
Officielle besøg
- På åbningsdagen lørdag d. 22. juli besøgte HKH Prinsesse Benedikte lejren. Hun er æresformand for lejrens præsidium, og har deltaget i planlægningen af lejren. Besøget er et ud af 3 planlagte besøg af prinsessen.
- Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte ligeledes lejren lørdag, ganske vist uofficielt.
- Ved åbningslejrbålet søndag d. 23. juli deltog borgmesteren for Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen, med en tale til spejderne.
- Mandag d. 24. juli var lejren vært for et erhvervsevent, hvor et halvt hundrede erhvervsfolk, folketingsmedlemmer og lokalpolitikere mødtes til et oplæg om spejderarbejdet og hvad andre kan lære af det. Derefter blev de sendt på et lille spejderløb. Med til denne dag var bl.a. H.K.H. Prinsesse Benedikte, Mette Frederiksen, finansminister Kristian Jensen, Lasse Bolander, Lars Kolind, og Thomas Kirkeskov [7][8].
- Tirsdag d. 25. juli var sundhedsminister Ellen Trane Nørby på lejren, hvor hun bl.a. besøgte Madtropperne og FAB Town. Endvidere holdt Bertel Haarder foredrag om værdier i teltet "Tænkepausen".
- Onsdag d. 26. juli var borgmesterdag, hvor alle landets borgmestre var inviteret til at besøge lejren og deres respektive 'bysbørn'. Det var der pænt mange borgmestre og byrådsmedlemmer der gjorde. Københavns Kommune var blandt andet repræsenteret ved børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev. Ved denne lejlighed holdt lejrledelsen en borgmesterkonference. Mindst 48 borgmestre besøgte lejren og ialt var mindst 66 kommuner repræsenteret[9].
- Torsdag d. 27. juli var der reception for repræsentanter fra andre organisationer, hvor H.K.H. Prinsesse Benedikte var til stede på sit tredje besøg på lejren. Samme dag besøgtes lejren af regionsrådsformand Stephanie Lose, der også lagde turen omkring lejrhospitalet, som Region Syddanmark har bidraget til. Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen besøgte også lejren for at holde et foredrag om udsatte børn.
Se også
Eksterne henvisninger
Referencer
- ↑ 1,0 1,1 Lidt fakta om lejren.
- ↑ Om lejrcheferne.
- ↑ Kontaktoplysninger på Spejdernes Lejrs hjemmeside.
- ↑ https://sl17.dk/aktiviteter/
- ↑ https://sl17.dk/aktiviteter/
- ↑ https://sl17.dk/lejravis/treetopworld-er-sponsoreret-af-royalt-frimaerke/
- ↑ https://sl17.dk/lejravis/voksne-erhvervsfolk-blev-udfordret-som-spejdere/
- ↑ https://sl17.dk/
- ↑ http://foto.sl2017.dk