Holger Tornøe
Holger Blumer Tornøe (15. februar 1881 på Frederiksberg – 5. maj 1967 i Frederikssund) var en dansk arkitekt og medstifter af FDF.
Han var søn af kunstmaleren Wenzel Ulrik Tornøe og hustru kunstmaleren Elisabeth Thornøe, født Blumer. Slægten Tornøe stammer fra øen Tornø i Odense Fjord[1].
I sin skolegang på Schneekloths skole gik han et par år sammen med Ludvig Valentiner, men dengang var deres interesser vidt forskellige. Holger Tornøe gik op i woodcraft og fik samlet sig en pæn samling, som han senere afhændede til Hesselager Kostskole. Sideløbende redigerede han bladet Samleren, der blev fordelt til mange skoler.
Han blev søndagsskolelærer allerede som 17-årig[2] og allerede her følte han at drengene manglede noget at gå op i. Han delte sine tanker med nogle venner, og kom i 1900 til at tale med en tandlæge Kaaber, der havde rejst i England. Af ham lånte HT en bog (Henry Drummond: Nyt lys over gamle sandheder), der omhandlede Boys' Brigade. Han skrev mere litteratur hjem fra England, og havde de grundlæggende ideer klarlagt allerede i løbet af sommeren 1901, men projektet kom til at ligge lidt i dvale på grund af uddannelsen til arkitekt. Ideen til FDF gennemtænkte han atter på et ferieophold ved Horsens Fjord - hans moders families hjemegn. I sommeren 1902 skrev han så til Valentiner, og da deres veje endelig krydsedes i september 1902, fik de samlet en bestyrelse og de stiftede som 21-årige FDF d. 27. oktober 1902.
- Uddybende artikel: Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF's historie.
Han modtog ridderkorset i anledning af FDFs 25 års jubilæum d. 27. oktober 1927.
Frederiksbergvillaen på Sylows Allé 15, der senere er revet ned, var Tornøes hjem og det første FDF-hjem.
I anledning af FDFs 100 års jubilæum fik Holger Tornøe opkaldt en vej efter sig på Frederiksberg, Holger Tornøes Passage, tæt ved stedet, hvor han havde oprettet den første FDF-kreds.
Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg, fra Sankt Lukas Kirke.
Kilder og eksterne henvisninger
- Gravsted
- Arkitekten af Erik Rasmussen, 55 grader Nord 2016. 382 sider, ISBN:978-87-7041-612-2