Bill Hillcourt

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.
Bill Hillcourt og B-P

Bill Hillcourt, døbt Vilhelm Hans Bjerregaard-Jensen (6. august 19009. november 1992) var en central person i det amerikanske spejderkorps Boy Scouts of America (BSA) og personlig ven med både Robert og Olave Baden-Powell.

Barn- og ungdommen i Danmark

Bill Hillcourt blev født i Guldsmedegade 32 i Aarhus i 1900 og levede sine første 25 leveår i Danmark under sit døbenavn Vilhelm Hans Bjerregaard-Jensen. Familien oplevede en økonomisk nedtur i 1909, og faderen holdt skindet på næsen ved at bygge stationsbygninger for Danske Statsbaner, der var i rivende udvikling. Følgeligt måtte familien flytte rundt hver gang faderen fik et nyt arbejdssted. Vilhelm elskede at strejfe om i naturen, og til jul 1910 fik han af sin storebror, der var i boghandlerlære, et eksemplar af den nyoversatte spejderbog Patrouilleøvelser for Drenge, og i januar 1911 blev han spejder som 10-årig i det, der snart skulle blive til 1. Aarhus trop i DDS. Han meldte sig ind sammen med en skolekammerat i Tigerpatruljen, og senere startede Vibepatruljen, som Vilhelm senere blev patruljeleder for. I 1913 flyttede familien fra Aarhus. En tid boede de i Vejle, hvor Vilhelm dyrkede spejderabejde sammen med en senere KFUM-leder.Det var ikke alle steder, de boede, at der var spejderarbejde i gang, så han måtte i store træk selv stå for sin spejderuddannelse. Han betegnede det selv som en slags lone scout.

Da familien endelig slog sig fast ned i Århus igen i 1916, kom der for alvor gang i hans spejderarbejde i 1. Aarhus. Han blev patruljefører i gul patrulje (Viberne) i 3. Aarhus Trop da denne blev dannet i 1918, hovedsageligt af spejdere fra 1. Aarhus, og var med patruljen på et tidspunkt på lejr på en ø i Silkeborgsøerne - en oplevelse, der senere gav ham inspiration til hans debutbog Øen. Han blev så tropsfører i troppen i juli 1920, og fik Midtjyske Divisions fortjenstmedalje 31. oktober samme år, angiveligvis for sin ledelse ad troppen (stambogsblad beror ved spejdermuseet Aarhus)[1]. Da der skulle vælges deltagere til verdensjamboreen i London i 1920, faldt valget på Vilhelm, der kunne fejre sin 20-års fødselsdag med - sammen med 5000 andre spejdere - at hylde Robert Baden-Powell og udråbe ham til Chief Scout of the World.

Han oprettede en ulveflok i 3. Aarhus og drev den selv ved siden af sit tropsarbejde. Derudover var han skribent på divisionsbladet Ved Lejrbaalet, hvor han benyttede pseudonymet Gule Ulv. Dette pseudonym benyttede han også senere i Spejdernes Magasin, hvor han bl.a. skrev om 1. verdensjamboree i London, hvor de danske spejdere vandt mesterskabet i spejdersport. Her skrev han også hjem til Nationaltidende. Hillcourt var i øvrigt redaktør af Spejdernes Magasin en periode i 1924.

Vilhelms interesser som ung var blandt andet kemi og botanik. Det førte til at han efter realeksamen i 1917 søgte uddannelse som farmaceut, og efter nogle læreår på Løveapoteket i Aarhus, fik han eksamen som farmaceutisk medhjælper i 1921 og flyttede (efter en kort periode på Hjørring apotek (og i Hjørring Trop)) til København for at gøre sin uddannelse færdig på Den Farmaceutiske Læreanstalt under Københavns Universitet. Han var dårligt ankommet til byen før han blev tilbudt at blive tropsfører i byens navnkundige trop Vedels Egne, hvor bl.a. Jens Hvass også var leder. Han overtog jobbet som tropsleder efter Hvass i 1923 og fulgte troppen på lejr i Norge.

En anden interesse for ham var skrivning, og udover at skrive på en spejderhåndbog, fik han som 23-årig udgivet Øen, en drengebog om nogle drenges lejrtur på en ø.

Da det danske hold på verdensjamboreen i London vandt den store konkurrence, skulle den næste jamboree afholdes i Danmark i 1924. Vilhelm besluttede at hans trop skulle deltage, og tænkte at han kunne slå 2 fluer med eet smæk. Han var blevet færdig som farmaceut og skulle finde en fremtidig beskæftigelse. Med et eksemplar af sine udgivne bøger i hånden, gik han op på Dagens Nyheders redaktion og foreslog dem at han skulle være deres korrespondent på jamboreen. 'Jeg ved alt om jamboreer', sagde han. Han havde jo været deltager på den eneste, der havde været. Det tog de for gode varer, og han blev ansat. Det betød at han forlod apotekerverdenen for bestandigt.

Hans reportager fra jamboreen var tilsyneladende tilfredsstillende, for Vilhelm blev tilbudt jobbet som redaktionssekretær på Dagens Nyheders søndagsudgave, og en karriere indenfor avisverdenen syntes sikret.

Rejsen til Amerika

Deltagelsen på de 2 jamborees havde imidlertidig vakt hans rejselyst, da han havde mødt så mange spejdere fra den ganske verden, og ville gerne opleve spejderlivet i andre lande, Han besluttede at rejse jorden rundt og aftalte med avisen at han skulle skrive rejsereportager tilbage. I september 1925 rejste han afsted og første stop var London og Sydengland. Derefter gik turen til Liverpool, hvor han holdt en måneds pause mens han skrev sin tredje drengebog, Jeg Lover. Den bog betalte hans billet videre til New York, hvor han ankom i februar 1926. Her brugte han foråret på at skrive artikler om livet i storbyen.

Han besøgte jævnligt korpskontoret for Boy Scouts of America for at hente sin post fra Danmark, og for at besøge vennen Bill Wessel, der havde været tropsleder for den trop, der vandt konkurrencen på Jamboreen i Danmark. Denne arrangerede, at Vilhelm kunne deltage på en sommerlejr med spejderne fra New York.

Den danske spejderchef havde bedt Vilhelm om at finde ud af, hvorledes andre spejderkorps håndterede salg af uniformer og andet udstyr. I Danmark blev dette nemlig håndteret af private firmaer. Derfor tog han et job på BSA's 'spejderdepot'. I December 1926 skulle han så modtage en sending militære overskudsvarer fra 1. verdenskrig, og en tung kasse med signalflagstænger faldt ned og brækkede hans højre ben. Tre dage senere blev han sendt hjem fra hospitalet på krykker og med benet i gips. En uges tid efter uheldet humpede han på sine krykker ind på korpskontoret for at hente post, og mødte på sin vej til elevatoren spejderchefen for BSA, James E. West. Denne havde hørt om uheldet og de faldt i snak. West spurgte om, hvad han egentlig syntes om spejderiet i Amerika. Det var muligt at det blot var et høflighedsspørgsmål, men Vilhelm sendte en 18-siders rapport til ham. Den roste meget, men kritiserede også en del, men for hvert kritikpunkt indeholdt den løsningsforslag.

Inden en uge blev han kaldt til Wests kontor, og selv om denne ikke var enig i alt, hvad rapporten rummede, interesserede det ham at Vilhelm ikke mente at de brugte patruljesystemet effektivt. Han havde foreslået en håndbog for patruljeledere, skrevet af en, der selv havde været både patruljeleder og tropsleder. Men hvad mente han at den skulle indeholde?? Det fik de snakket igennem og Vilhelm blev tilbudt at skrive den. 'Jamen, mit engelske er ikke særligt godt', svarede Vilhelm. 'For hver person i verden, der har en god ide, kan man finde hundrede, der kan finpudse den', var svaret. Således blev han ansat i ledelsen af BSA.

Og da Vilhelms engelske var på niveau med en 13-14-års amerikansk dreng, passede det faktisk fint, da det lige præcis var den alder, de patruljeledere havde, som han skulle skrive bogen for. Der var ikke brug for megen korrektur eller omarbejdning, og han modtog det første eksemplar af sin første engelsksprogede bog på dagen, hvor han ankom til åbningen af den 3. verdensjamboree på Arrowe Park, Birkenhead i England 31. juli 1929.

Green Bar Bill

Samme efterår indtraf depressionen. Bunden faldt ud af USA's økonomi, og det påvirkede alt, også udgivelse af blade og magasiner. Boys Life startede i 1911 som et blad for både almindelige drenge og spejdere, men blev hurtigt opkøbt af BSA, der gjorde det til deres medlemsblad. Depressionen truede økonomien bag udgivelsen af bladet, men James E. West var fast besluttet på at det skulle overleve. Han søgte Rockefeller-fonden om et lån, men de mente at andelen af rent spejderstof i bladet ikke var nok til at det skilte sig særligt ud fra de øvrige drengeblade, og de ville ikke støtte udgivelsen. Dog antydede de at de ville genoverveje ansøgningen, hvis bladet fik et større præg af spejderarbejde.

Green Bar Bill signatur

Så pludselig befandt Vilhelm - eller rettere William - sig i redaktionen af Boys Life. Han havde forlængst oversat sit navn Bjerregaard til det for udlændinge lettere udtalelige Hillcourt, og fornavnet William med kælenavnet Bill, lå lige til højrebenet. Han fik til opgave at skrive en månedlig side i bladet, og han besluttede sig til at skrive tips til patruljelederne. For at gøre det lidt mere spændende, ville han lade det skrive af en lidt mystisk person, og han valgte at tage de 2 grønne striber, der var mærket for patruljeledere, og tilføje sit kælenavn Bill. Således var Green Bar Bill skabt, og fra oktobernummeret 1932 og mere end 30 år frem skrev han sin månedlige side.

Næste forår tog han en af sine største beslutninger i sit liv. Han var blevet lun på Grace, spejderchefens sekretær, og friede til hende. Hun havde som teenager lovet sig selv og sin familie aldrig at gifte sig med en udlænding, aldrig gifte sig med en lyshåret, og aldrig gifte sig i juni (hvorfor, står hen i det uvisse). Men da en lyshåret udlænding sagde til hende: 'Der sejler et skib til Europa 3. juni. Vil du gifte dig med mig?', så svarede hun ikke nej eller ja, men 'Selvfølgelig'. Hun vidste at danskere cyklede meget, og besluttede at bryllupsrejsen blev en cykeltur gennem Danmark, Tyskland, Tjekkoslovakiet og Østrig til Ungarn, hvor den 4. verdensjamboree fandt sted. De brugte 100 fantastiske dage på turen.

Ved hjemkomsten til New York flyttede de ind i en lejlighed i byen, men det varede ikke længe før andre muligheder dukkede op.

Schiff Reservation

BSA gjorde Mortimer L. Schiff Scout Reservation til et nationalt lederkursuscenter. Det var knap 200 hektar i New Jersey. Bill kom til at nævne for spejderchefen at når han skulle skrive håndbøger til patruljeledere om livet ude i naturen, burde han vel egentlig også selv bo ude i naturen. I september 1934 flyttede ægteparret Hilcourt ind i en ombygget fårestald på Schiff Scout Reservation, og der var nu taget hul på de næste 20 år, der blev de mest produktive år i hans liv.

Hans første opgave blev at skrive en håndbog for tropsledere. Bill havde været tropsleder hjemme i Danmark, men vidste ikke så meget om at være tropsleder for amerikanske drenge. Det måtte han lære først. Han samlede drengene i den nærvedliggende by Mendham, og dannede en trop med dem. I de 16 år, han var tropsleder for trop 1, Mendham, New Jersey, var det den mest fotograferede trop i verden. De tidligste fotografier blev brugt som illustrationer til tropslederhåndbogen Handbook for Scoutmasters (1936). Da Life - et større amerikansk ugeblad - fik ny ejer i 1936 og omlagde stilen til fotoreportager, tænkte Bill at den måde kunne man også bruge til at formidle til spejderne. Så Mendham-spejderne blev brugt som modeller til temaer som hiking, lejrliv, madlavning over bål, pionerarbejder, svømning, indianerdanse og meget mere.

Disse tusinder af billeder, der nu var blevet taget, inspirerede senere Bill til en spejderhåndbog kun illustreret med fotografier. Det blev til den første Scout Field Book (1948).

Men det mest værdifulde for parret Hillcourt ved at bo på Schiff var det venskab, de fik med verdensspejderchefen og hans kone, Lady Baden-Powell.

Hillcourt med en totempæl, lavet af Ernest Thompson Seton, i sin have som 85-årig.

Venskabet indledtes i 1935, hvor parret Baden-Powell besøgte kursuscentret. Ved en reception præsenteredes mange af BSA's stab med deres koner, og Lady B-P talte en del med disse og spurgte, hvordan de hjalp deres mænd med spejderarbejdet. De allerfleste tog sig af børn og hjem, men Grace hjalp sin Bill med at renskrive og redigere artikler og bøger, og hjalp med opskrifter m.m. i deres eksperimenter med patruljemad. Det var lige den slags mennesker, B-P og frue havde håbet på at træffe. De blev inviteret til morgenmad hos Hillcourts dagen efter, og et nært venskab knyttedes de to par imellem, og det blev underbygget nogle år senere ved den 5. verdensjamboree i Holland i 1937, hvor B-P og frue nærmest adopterede Grace Hillcourt mens Bill lå i lejr. De tilbragte alle en tid sammen efter lejren i Pax Hill, B-P's hjem i England.

Det nære venskab, specielt med Lady B-P, bar en ganske særlig frugt efter B-P's død i 1941: Bill Hillcourt fik tilladelse til at omarbejde Scouting for Boys til den World Brotherhood Edition, vi kender i dag, og som hjalp med til at genskabe spejderarbejdet i de ødelagte lande verden over efter 2. verdenskrig. Lady B-P hjalp ligeledes Bill med den nødvendige research for biografien En mand - to liv ved at overlade alle B-P's breve, dagbøger og skitser til ham. Disse dokumenter er senere blevet skænket til Boy Scouts of America.

Mens Bill boede på Schiff, nåede han, foruden en artikel eller to hver måned til Boys Life og magasinet Scouting, at skrive videre på håndbøgerne for patruljeledere og tropsledere.

Ud over sit skrivearbejde deltog Bill i Wood badge (Gilwell-kursus) på Gilwell Park under John S. Wilson. Efter 2. verdenskrig var han med til at indføre disse kurser i USA, og var den første Gilwell-lejrchef i USA i 1948.

Ligeledes efter krigen kastede han sig over en gennemgribende revidering af Scouting for Boys (B-P's originale håndbog). Den fik en overhaling og fik pillet en del ting ud, der var nærmest udelukkende britiske. Den var ment som en let tilgængelig spejderhåndbog, der skulle bringe liv (spejderliv) i de lande, der var ødelagt af krigen. Den blev oversat til mere end 20 sprog, og blev også udgivet på dansk under titlen Baden-Powells Spejderbog.

Bills arbejde var meget 'nede på jorden'. Han lancerede ikke nye ideer eller nyt arbejdsstof uden at det var grundigt gennemprøvet - selv opskrifter til lejrmad var gennemprøvet i Bill og Graces køkken. Hun hjalp ham også med renskrivning af bøger og artikler.

I 1954 flytter BSA's korpskontor fra New York til North Brunswick i New Jersey. Cirka samtidig får Bill til opgave at skrive en helt ny Handbook for boys i forbindelse med 50-års jubilæet for BSA. Dette betød meget arbejde på korpskontoret, så Hillcourt-parret flyttede til en stuelejlighed i gå-afstand fra kontoret efter 20 år på Schiff Scout Reservation.

Den nye håndbog var på mange områder en nyskabelse. Den havde farveillustrationer, var skrevet af een person og fik også et nyt navn: Boy Scout Handbook. Den var klar til 50-års jubilæet i februar 1960 sammen med en anden bog: The Golden Anniversary Book of Scouting, med tekst af Bill Hillcourt og omhandlende de første 50 års spejderbevægelse i USA.

Hvor meget Bill end arbejdede med håndbøger og artikler, så var der plads til større bogprojekter en gang imellem. I 1964 udkom hans måske hovedværk. Hans biografi om Robert Baden-powell blev til i et samarbejde med Olave Baden-Powell, og hun stillede familiens arkiv af breve og dokumenter til rådighed. Bogen er i to dele, hvor den første skildrer B-P's barndom og militære karriere. Anden halvdel af bogen fortæller om B-P's skabelse af spejderbevægelsen, og hvor involveret han var i denne i resten af sine dage. Bogen udkom i 1964 med titlen Baden-Powell - The Two Lives of a Hero, og Svend Ranvig oversatte den til dansk, hvor den kom året efter med titlen Baden-Powell - Manden med de to liv. Den engelske udgave kom i flere oplag i udgivelsesåret, og igen i 1982, hvor den atter blev hurtigt udsolgt. Bill udgav så selv bogen i 1992, hvor den i øvrigt også udkom på spansk og japansk.

Otiummet

Bill Hillcourt lod sig pensionere 1. august 1965, men kunne ikke helt holde sig i ro og skrev lidt bøger for sig selv.

I 1971 rejste han rundt i verden sammen med sin kone Grace, og fuldendte hermed den rejse, han påbegyndte som 23-årig. De tilpassede rejsen så de kunne deltage på den 13. verdensjamboree i Japan. Det var Grace's sjette verdensjamboree og Bills niende. Grace døde fra ham i 1973, og da de ingen børn havde og Bill ikke ønskede at bo alene, flyttede han ind hos nogle gode venner, Carson og Martha Buck.

Bill havde planer om et roligt otium med enkelte rejser en gang imellem, men som altid kom der noget i vejen. Man fandt at der var behov for en ny Boy Scout Handbook - en, der også formidlede 'the romance and excitement of scouting'. Man erkendte at spejderarbejdet (endnu en gang) havde lavet en afstikker, og tropslederne var blevet mere undervisere end 'drengenes helte'. Han gav BSA et godt tilbud: Et år af hans liv gratis, hvis han måtte skrive den nye håndbog. De tog imod tilbuddet, og han afbrød midlertidigt sin pension og gennemreviderede 1979-udgaven af The Official Boy Scout Handbook med fornyet fokus på scoutcraft. Han arbejdede med den fra oktober 1977 til oktober 1978. Den udkom efter planen i februar 1979 og er trykt i flere millioner eksemplarer.

I en sen alder fik han sin 'Eagle Scout' i 1978 - nok pr. kulance, idet han allerede i 1918 blev ridderspejder i Aarhus - de to grader kunne sidestilles.

Bill Hillcourt fik overrakt The Silver Buffalo Award i 1980 som en hædersbevisning for et langt og produktivt liv. I 1985 fik han overrakt Bronzeulven af WOSM ved konferencen i München. Han har også fået Silver Horse Award i Venezuela, Silver Wolf Award i England, Silver Hawk Award i Japan og Silver Beaver Award samt St. George Award i USA . I forbindelse med hans besøg i Danmark i 1990 besøgte han Spejdermuseet Aarhus og blev iøvrigt udnævnt til hædersmedlem af Spejderfrimærkeklubben i Danmark.

Han rejste meget i sin alderdom og besøgte spejderlejre og -arrangementer verden over. Han nåede at deltage på 13 verdensjamboreer ud af 15, og besøgte samtlige nationale jamboreer i USA. Han besøgte Danmark flere gange, bl.a. Rold Jamboretten i 1965. Bill opretholdt sin rejseaktivitet selvom han var kommet godt op i årene, og døde i Stockholm i en alder af 92 år på en rejse rundt til spejderlejre. BSA omtaler ham som 'deres ' parallel til B-P og mener at han har gjort sig fortjent til titlen Scoutmaster to the world.

William "Green Bar Bill" Hillcourt og Grace er begravet på St. Joseph Church Cemetery i Mendham, New Jersey nær Mortimer L. Schiff Scout Reservation, der nu er naturcenter. Bill blev begravet 24. november 1992, fulgt til graven af et stort følge af hans spejdervenner og -kollegaer.

Green Bar Bill Hillcourt sent i livet

Bibliografi

1924spejderneshaandbog.jpg

Som Vilhelm Bjerregaard:[2][3]

Som Bill/William Hillcourt:

  • (1925) The Island
  • (1929) Handbook for Patrol Leaders
  • (1933) The 1933 Scout Jamboree Book with James E. West
  • (1936) Handbook for Scoutmasters, Third edition in two volumes
  • (1944) Aids to Scoutmastership, World Brotherhood Edition, by Baden-Powell, revised by Hillcourt
  • (1946) Scouting for Boys, World Brotherhood Edition, by Baden-Powell, revised by Hillcourt
  • (1948) Scout Fieldbook, First edition, with James West
  • (1950) Handbook for Patrol Leaders; World Brotherhood Edition
  • (1959) Boy Scout Handbook, Sixth edition
  • (1961) Field Book of Nature Activities and Conservation: An Indispensable Guide for Nature Lovers
  • (1964) Baden-Powell: The Two Lives of a Hero; biography of Baden-Powell
  • (1965) Boy Scout Handbook, Seventh edition
  • (1967) Handbook for Patrol Leaders, Second edition (heavily edited revision)
  • (1967) Physical Fitness for Boys
  • (1967) Physical Fitness for Girls
  • (1968) Your Guide to Fitness
  • (1970) New Field Book of Nature Activities & Hobbies
  • (1970) Fun With Nature Hobbies
  • (1971) The Golden Book of Camping
  • (1975) Outdoor Things To Do: Year-round Nature Fun for Girls and Boys
  • (1977) Norman Rockwell's World of Scouting; biography of iconic illustrator Norman Rockwell
  • (1979) The Official Boy Scout Handbook, Ninth edition
  • (1980) The Official Patrol Leader Handbook, Third edition

Eftermæle

Hillcourt Foundation

Da Grace og Bill Hillcourt ingen børn fik, besluttede Bill efter Graces død at hans kapital skulle indgå i en fond, der skulle bevare hans arbejde og samlinger for fremtiden, og støtte spejderarbejdet i USA og hele verden. Blandt andet støtter fonden, gennem legater, unge spejderes deltagelse i National Jamborees. Dette foregår gennem Order of the Arrow, der er et logelignende fænomen - lidt á la Sct. Georgs Gilderne indenfor Boy Scouts of America.

Præsident for Hillcourt Foundation er Nelson R. Block, der selv er spejderhistoriker. Bill Hillcourt bad selv Block om at indtræde på præsidentposten.

The William Hillcourt Scout Museum and Carson Buck Memorial Library

I staten New York er der i Longhouse Council to lejrpladser/spejdercentre. På det ene, Camp Woodland[4], er der et museum med både Bill Hillcourts og Carson Buck's samlinger. Stedet ligger et par hundrede kilometer fra Schiff og New Brunswick, men da Grace Hillcourt døde, flyttede Bill ind hos Carson Buck, der boede i Longhouse Council (et spejderdistrikt).

Museet rummer, foruden Hillcourt og Carsons samlinger, donerede spejdereffekter fra regionen, så det også fortæller regionens spejderhistorie.

Mendham Troop 1

Den trop, som Bill startede i Mendham i 1935 da han flyttede til Schiff, eksisterer stadig og holder stadig Bills navn i hævd og følger hans principper[5].

Schiff

Mortimer l: Schiff, 1877 - 1931, blev BSA's spejderchef i 1931 efter 20 år som vicespejderchef. Han døde en måned efter udnævnelsen og hans familie købte Mortimer L. Schiff Scout Reservation og skænkede det til Boy Scots of America.

Mortimer L. Schiff Scout Reservation forblev ledertræningscenter indtil 1979, hvor korpsets kontor flyttede fra New Brunswick, New Jersey til Irving, Texas. I samme anledning overførte man kurserne til Philmont Scout Ranch i New Mexico. Schiff blev fredet og er nu et rekreativt naturområde med et naturcenter, Schiff Nature Preserve[6].

Da Schiff blev lukket, blev Theodore Roosevelt Councils Camp Wauwepex i Wading River, New York (på den nordøstlige del af Long Island) navneændret til John M. Schiff Scout Reservation efter Mortimers søn, John, der også havde lagt en stor livsgerning i spejderbevægelsen.

Kilder og eksterne henvisninger