Torry Gredsted
Thorvald 'Torry' Gredsted (24. september 1885 i Odense – 1. november 1945 på Fanø) var en meget populær drengebogsforfatter i første halvdel af 1900-tallet. Han var en af de forfattere, der i litteraturen kaldes Spejderforfatterne, og var tillige spejderleder i Viborg i en årrække.
I sin skoletid drømte han om at komme til søs, men hans far forlangte at han holdt ved skolen til han blev student i 1904. Han blev cand. phil. i 1905 og derefter søgte han ind i hæren som officer, og kom til 6. bataljon i Viborg i 1908 som sekondløjtnant. Efter et kort afbræk på knap et år hos gendarmerne i Dansk Vestindien i 1914, kom han igen til Viborg. I 1918 blev han kompagnichef og 1919 udnævntes han til kaptajn, og samme år tog han orlov for at udleve nogle af sin barndoms drømme. Han påmønstrede en firemastet fuldrigger, 'Henry Smidt', der sejlede cement til Sydamerika. I løbet af de næste 2 år sejlede han rundt i verden, boede et lille års tid på Korsika og senere et halvt års tid i Thailand. Han oplevede naturfolk rundt om på kloden og de konflikter, den hvide mand skabte i disse sårbare samfund. Mange af hans oplevelser inspirerede ham senere i hans forfatterskab.
I 1922 vendte han tilbage til Viborg og hæren, men forlod denne 31. april (!) 1924 på ventepenge. Han genindtrådte som kaptajn af reserven i juli 1928 og tog sin afsked oktober 1929 på grund af svagelighed. 1931-1939 var han lærer ved Wads Kostskole på Bogø, og flyttede derefter til Sønderho på Fanø, hvor han tilbragte sine sidste år. Han ligger begravet på Søndermark Kirkegård på Frederiksberg.
Spejderliv
Selv sagde Torry Gredsted at han selv havde haft en spejderlignende barndom med megen aktivitet i naturen, og hans interesse for spejderarbejdet blev vakt da han så bogen Patrouilleøvelser for Drenge i boghandlerens vindue.[1] Nogle drenge i Viborg havde samlet sig om spejderarbejdet, og manglede en leder. De spurgte ad, og således var Torry Gredsted med til at starte spejderarbejdet i Viborg i 1910. Han var en noget streng officer og også spejderleder, men han var vellidt begge steder, da han vel stillede krav, men ikke større end at han selv kunne være med. Han fik i 1912 skaffet både grund og byggetilladelse til en spejderhytte i Ødalen i det sydøstlige Viborg. Sammen med drengene slæbte de selv stammer til en blokhytte og huggede tømmeret til med håndkraft. Den stråtækte blokhytte er desværre brændt for længst, men erstattet af en muret hytte, der den dag i dag er spejderhytte, tilhørende Waingungastammen.
Torry Gredsted var senere divisionschef i Midtjyske Division efter at han medvirkede til dens oprettelse.. Hans organisatoriske talent bød det næsten. Han var også medopretter af Nørrejydske Division.[2]. Vilhelm Bjerregaard fra 3. Aarhus Trop har på denne måde kendt ham og måske her blevet inspireret til at lade sine journalistiske evner udmønte sig i et forfatterskab.
Gredsted var redaktør af Ungdomsbladet Fri i 1927 og af Spejdernes Magasin 1928-29
Forfatterskab
Torry Gredsteds far underviste på Odense Katedralskole og sørgede for at give de unge mennesker en god vidensballast og en nysgerrighed på livet. Dette smittede så også af på hans egne børn, og Torry fik tid til at skrive lidt mellem sine andre gøremål. Da han sejlede rundt i verden blev kimen lagt til mangen en drengebog, og han var meget produktiv allerede inden han kvittede hæren i 1924 og helligede sig sit forfatterskab på fuld tid. Han døde i 1945 - 60 år gammel- og efterlod sig en stak manuskripter, der er udgivet posthumt.
De første mange Tarzan-bøger var oversat fra engelsk af enten Gunnar Jørgensen eller Torry Gredsted. Gredsted skrev også adskillige historier til OTA-bøgerne i begyndelsen af 1930'erne[3]. Sit forfatterskab krydrede Gredsted med en del andre oversættelser, bl.a. en hel serie af Charles Gilson.
Sit forfatterskab har Gredsted muligvis begyndt allerede i tiden før 1910 med småskriverier. I avisen Hejmdal (dansksproget avis i det dengang tyske Aabenraa) kan man 26. februar 1910 læse en anmeldelse af Maanedsmagasinets martshæfte, hvor der bl.a. var en artikel om Boy Scouts af Cay Lembcke. Sidst i artiklen nævnes skribenterne med mindre bidrag, heriblandt en 'Frk.' Torry Gredsted.
Som et kuriosum kan nævnes at hans søster Else også skrev børnebøger - under navnet Else Gredsted-Møller.
Bibliografi
- 1916 – Drenge (novellesamling)
- 1918 – Paw. En dansk indianerdrengs eventyr. Filmatiseret med premiere 18. december 1959.
- 1919 - I den 11. time
- 1920 – Eventyrblod
- 1921 – Den gamle Sejlmager
- 1921 – Hocoota. En Fortælling
- 1922 – Jorden rundt i syv dage
- 1922 – Præriens søn
- 1924 – Plejesønnen : Fortælling fra Højalperne
- 1924 – Ulydig og andre Fortællinger for Børn
- 1926 – Jean Piaggi
- 1929 – Klosterjægeren. En fortælling fra Højalperne
- 1930 – Der spindes en ende
- 1930 – Den grønne ring
- 1932 – Paw i urskoven
- 1932 – Bjørnejagten og andre Fortællinger
- 1932 – Krybskytten og andre Fortællinger
- 1932 – Kun en Negerdreng og andre Fortællinger
- 1932 – Orkanens Helt og andre Fortællinger
- 1934 – Løftet som bandt
- 1935 – Boden betales (Løftet som bandt, nr. 2)
- 1936 – Drenge under våben: fortælling fra Abessinien
- 1937 – Drengs vilje
- 1938 – Fredløs (Drengs vilje, nr. 2)
- 1941 – Alle Vegne fra
- 1942 – Slavedrengen
Udgivet posthumt:
De med fed markerede titler har handling relateret til spejdere. En stor del af bøgerne er genoptrykt flere gange på flere forlag.
Sange
Kilder og eksterne henvisninger
Kilder og eksterne henvisninger
- Torry Gredsted - en mindebog af K.H. Knudsen , skrevet af soldaterkammerater og spejderkammerater. November 1946. Eget forlag