Korpslejren ved Hvalpsund

Fra SpejderWiki
Spring til navigation Spring til søgning
Korpslejren ved Hvalpsund
Hvalpsund74.png
Lejrens logo
Organisation Det Danske Spejderkorps
Lejrtype Korpslejr
Dato 23. juli - 31. juli 1974
Sted Herregården Hessel nord for Viborg
Deltagerantal 17.221
Lejrchef/er Ane-Lise Søvndahl-Petersen
Henrik Hougs
Afslutningsband Gasolin
Hvalpsundkort.png
Kort over lejren


Bælteplade fra korpslejren 1974 ved Hvalpsund.

Korpslejren ved Hvalpsund lå på jorder tilhørende herregården Hessel, og forløb fra 23. juli til 31. juli 1974. Det var den første korpslejr for det nysammensluttede korps Det Danske Spejderkorps, og 17.221 spejdere deltog i lejren, der var den hidtil største ungdomslejr i Norden. Foruden drengene og pigerne fra troppene deltog også en del juniorer i et særligt juniorafsnit, opdelt i Hvidby, Grønby, Rødby og Blåby. De udenlandske spejdere, der var inviteret, blev fordelt i de forskellige distriktsunderlejre, hvor de havde deres egen 'intermix' lejrplads.

Da DSB kun kunne stille 80 togvogne, og der ikke var stationer i nærheden, blev ankomst og afrejse fordelt over 2 dage, således at nogle spejdere var på lejr 23. - 30. juli, mens andre var afsted 24. - 31. juli. Spejderne blev transporteret videre med busser fra enten Viborg eller Hobro station. En del søspejdere kom sejlende til lejren, enten helt hjemmefra eller 'blot' fra Skive eller Struer havne.

Lejrchefer var Ane-Lise Søvndahl-Petersen og Henrik Hougs.

Det store tema for lejren var miljø - et også dengang meget aktuelt emne et års tid efter oliekrisen, og begreberne miljøværn, genanvendelse og affaldssortering var flittigt brugt på lejren. Dette store projekt blev planlagt af Mohawkernes roverklan fra Søborg.[1]

Senior/ledercafeerne solgte øl med egen etiket - dog var det lyst hvidtøl.

På lejrens centraltorv var der udstillinger om det nye arbejdsstof, ledertræning mm. Som noget nyt i korpslejrsammenhæng var der udstillinger fra spejdercentrene - et nyt fænomen fremkommet siden sidste korpslejr. En anden ny ting var supermarkederne, der muliggjorde at lejren ikke havde en fast madplan, men at grupperne selv kunne bestemme menuen.

Ved åbningsceremonien torsdag formiddag samledes alle deltagerne på et græsområde, hvor der i forvejen var kridtet et danmarkskort op, og da alle var på plads indenfor stregerne, blev der taget et luftfoto, som deltagerne mod betaling kunne få tilsendt efter lejren i plakatstørrelse. Allerede dagen efter åbningen kunne billedet købes som postkort i lejrens kiosker. Efter åbningsceremonien afholdtes en reception i centrallejrens kantine, hvor lejrchefen Ane-Lise Søvndahl-Petersen takkede alle for det store arbejde med forberedelserne. Derefter overrakte Sct. Georgs Gildernes Jens Carl Volt et korpslejrflag til lejrcheferne, og der blev holdt taler af Kirsten Sørensen (spejderchef for KFUK-spejderne), Overlæge R. Aurup (Farsø Sygehus), skovrider Jens Hvass, Egon Adsbjerg Larsen (FDF) og Chr. Jensen (formand for KFUM-spejderne)[2].

Samme aften spillede Gasolin for lejren. Afslutningsnummeret var Nu flyver mørkets fugle ud, og forsangeren Kim Larsen bekendtgjorde efter sangen, at de godt kunne lide melodien og ville overveje at benytte den senere. Og det kom til at passe - senere på året udkom deres 4. album med titlen Stakkels Jim. Titelnummeret var på den lovede melodi, med Franz Beckerlees ikoniske guitarlyd som forspil[3].

Dagen efter viste Danmarks største biograf Asterix-film på stort lærred for hele lejren, og et par dage senere blev der stegt ribben på Danmarks længste lejrbål.

Hver lejrdeltager fik et lille lommehæfte med praktiske oplysninger og en beskrivelse af hvert distrikt i landet.

Lejren var præget af et par dage med regn og blæst, hvilket kostede en del telte.

Nogle gennemgående opgaver på lejren blev formidlet dels via et reklamebanner efter en flyvemaskine, dels via ophængte kulørte balloner med et morsebudskab.

Et par dage var der talentforum, lederhøjskole m.m udover alle aktiviteterne for spejderne. Lejrens sjoveste lejrarbejde blev Ravnsholt Divisions tårn med påsat flagstang, der fik flaget op i hele 29 meters højde. Tårnet var bygget af Claus Nars trop fra Farum.

Fra Søspejderne deltog 3 større skibe, som spejderne kunne få en længere tur i: Bente Irene, Hans Hartvig-Møller og Jensine. Der udover stilledes en del småbåde til rådighed for aktiviteterne.

Sidste aften blev der holdt farvel-lejrbål i hver distriktsunderlejr. Spejderne havde i øvrigt fået en bøllehat hver; og hvert distrikt havde sin farve. Det sås tydeligt på luftfotoet fra åbningsdagen, hvor spejderne stod på kortet hvor de boede, så distrikterne tydeligt sås.

Kilder

  • 40 1973-2013 - DDS' jubilæumsskrift for de første 40 år efter sammenlægningen. Udgivet af Spejdermuseet Holmen august 2014.
  • Deltagerhæfte om lejren i lommeformat.

Referencer

  1. Frederiksborg Amts Avis 20-07-1974
  2. Artikel Frederiksborg Amts Avis 26-7-1974
  3. https://www.youtube.com/watch?v=gBpARuSLfp0 Stakkels Jim på Youtube

Koordinater: 56° 41′ 10,2″ N, 9° 11′ 00,6″ Ø